Lille Selfie på skærmen dér ....

Rødt hår og fødselsdagsgave (8/9 2018)

Kære allesammen,

I går var jeg til frisøren for at få frisket min dejlige, røde farve op, og da jeg kom hjem skyndte jeg mig at tage nogle selfies.

Jeg postede et billede på min personlige Facebook og skrev:

"Sikke en dejlig lørdag! 
Her er jeg med ny, fin harfarve - lavet af 2P Klips Monique, og min fødselsdagsgave-kimono fra sødeste Astrid ♡♡
Dét kalder på en selfie!"

Jeg sad derefter lidt i stilhed og mærkede noget røre sig i mig emotionelt. Det var ikke så meget det, at jeg havde taget selfies, hvilket ellers er noget, jeg for størstedelen er holdt op med, efter at have været helt ustyrlig med at tage billeder af mig selv i årevis. 

Der er sikkert noget ved selfies, der bringer noget negativt frem fra mit ubevidste; jeg blev ofte spurgt med stor forundring hvorfor jeg tog så mange, og det føltes altid ubehageligt. 

Jeg tog ikke selfies, fordi jeg følte mig godt tilpas eller var vild med mit udseende. Jeg tog dem, fordi jeg følte, at jeg kunne se mig selv i dem. Jeg følte, at jeg kunne vise mig selv til andre. Se og blive set. Det var forløberen til det, jeg siden er nået meget videre med: at forstå, se og acceptere mig selv, og dermed have chancen for at dele mine tanker og følelser med verden. 

Jeg følte også, at hvis jeg så godt nok ud på et billede, så var jeg okay. Selfien blev en slags troldspejl, som jeg kunne spørge: "Lille selfie på skærmen dér, hvem er skønnest i landet her?" 

Jeg indrømmer det gerne. Jeg havde ingen forstand på at se mig selv, som jeg er. Jeg tror ikke, at jeg kunne. Og jeg troede, at billedet på skærmen kunne fortælle mig, om jeg var okay. Derefter kunne jeg poste det, og så ville der være nogen, der skrev noget pænt til mig.

... og så lige en selfie med min nye genbrugstrøje

Jeg begyndte dog snart at føle mig forkert, fordi mine selfies så tit blev kommenteret med mangel på forståelse. Men det var ikke det, der fik mig til at stoppe med at tage dem. Det var der mange grunde til; dels havde jeg været meget på forkant med bølgen, hvor alle begyndte at tage dem, og da jeg så andres selfies for alvor begyndte jeg at forstå, hvad andre havde tænkt om mig. 

Og videre derfra blev jeg også nødt til at erkende, at der ligger en masse ting bag selfies. Og det må være ting, som de fleste af os kender - for selfien er eksploderet ud over det hele. Det behøver jeg nok ikke uddybe nærmere.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg sagtens kan tage en selfie, hvis jeg har lyst, men jeg sørger for, at jeg selv og andre er opmærksomme på den magt, som selfies har - over os selv (når vi tænker, vi ikke ser godt nok ud, fordi vi ikke kan leve op til vores egne selfies!) og andre (der måske ikke føler, at DE ser godt nok ud, på grund af vores forherligede selfies. Derudover manipulerer jeg ikke hverken lyd, hud eller andet i mine billeder. 

Men i går fik jeg altså muligheden for med voksne øjne at se på emnet: 

HVORFOR TAGER VI SELFIES?

Eller, hvorfor tager JEG selfies, for jeg tror ikke, at vi alle er ens :)

Det første, jeg opdagede var, at teksten var alt for himmelråbende positiv. For jeg var i virkeligheden slet ikke glad! Tværtimod. Jeg havde haft det skidt lige siden jeg vågnede, havde haft en fornemmelse af ikke at kunne få vejret ordentligt, og angsten var ikke på sit højeste, men lå og lurede i kroppen. 

Så hvorfor havde jeg lige taget et billede, hvor jeg smilede og hvor jeg skrev en tekst om at have "en dejlig lørdag?"

HVORFOR LØJ JEG?

Og en selfie, hvor jeg power-poser ...

En mere passende overskrift til disse billeder ville have været:

"Jeg føler mig angst og alene, og jeg er desperat efter at komme i kontakt med andre og få lidt positiv feedback".

Og dermed kom et nyt emne ind på manegen: 

Positivitet og negativitet i vores opslag online. Hvilket jeg egentlig føler korresponderer nogenlunde til positivitet og negativitet i vores faktiske liv. 

Efter at have addresseret disse emner på Facebook fik jeg feedback, der understregede at det er almindelig kendt, at vi helst ikke må sige, hvis vi har det dårligt. For så er vi negative og vores opslag får ingen likes.

Men skal vi være glade og positive for at andre har lyst til at være en del af vores liv? Og skal alle vores opslag handle om livets lyse sider?

Folk sagde klart NEJ. De var ikke interesserede i at se andres madbilleder, som én skrev. 

Men derfor ligger det alligevel i os, at hvis vi poster noget, så skal det være et positivt opslag. Vi skal se glade ud, og teksten skal også være glad. 

Det gælder åbenbart jo så også stadig mig nogle dage, og jeg er ellers normalt hverken bange for andres mening eller for at tale ærligt om, hvordan jeg opfatter livet.

I går havde jeg et behov for at række en hånd ud og bede om hjælp i form af kommunikation og bekræftelse fra andre. 

Uha ja! Hjælp! Og bekræftelse - fra andre! Det er en grim én her i Danmark.

Passer det sig nu for en selverklæret kropspositivist/feminist? Ja, gu gør det da så. 

Man kan SAGTENS være kropspositiv og have det dårligt med sin krop, nogle eller alle dage. 

Vores negative tanker sidder dybt i kroppen, og det er ikke hver dag, vores hjerne kan vinde. 

Men det vigtigste er, at huske på, at vi er gode nok! HVER DAG!

... Og en selfie hvor jeg prøver at se så casual ud, som muligt ...

Og uanset, hvad vi ellers tænker. Der er ikke nogen målstreg, hvor "nu har jeg det godt" er en fast ting. Der findes for pokker ikke faste ting. Alt ændrer sig og er i konstant forandring. Alligevel forventer vi af både af os selv og andre at vi skal være statiske. 

At vi skal klare os selv. At vi skal opretholde facaden. At vi skal være positive. 

Dette er en illusion. Der er ingen, der har det godt eller på samme måde hver dag!

Hvis man vil være kropspositiv, for nu at vælge et eksempel, så handler det om at gøre sit bedste med det, man har - på dagen. 

Der handler ikke om at fornægte, at man kan være usikker, at man kan tænke tanker, der er negative.

Det handler om at være i sig selv, og arbejde med dét, man har. Nogle dage er man ikke til at skyde igennem. Andre dage kan man slet ikke rammes af kuglen fordi man ligger fladt slået ud på maven.

Har man brug for at søge kontakt via en selfie - jamen, hvad er problemet dog så?

Alle har brug for at blive set og anerkendt, selvom de færreste er villige til at indrømme det. Det er bare lidt federe at have nok i sig selv. Men vi er mennesker. Vi lever, når vi bliver set og forstået. 

I Danmark er det en "dårlig" ting, at man gerne vil ses. Det må man ikke sige, at man vil. Sikke noget PJAT!

Men det siger jeg så alligevel, her til slut. 

Selvfølgelig vil jeg gerne ses. 

Når jeg kommunikerer med andre, så får jeg det altid bedre. Min angst dæmpes. Mit humør forbedres. Der er så meget at vinde, ved at være i kontakt med andre. Men det skal være på den rigtige måde. 

Der er ingen der vinder ved, at vi får feedback på noget positivt pis, vi lige har strikket sammen, fordi vi ved, at andre ikke responderer, hvis vi fortæller ærligt at vi ikke har det godt. 

Lad os være autentiske overfor os selv og andre, og lad os reagere, når vi ser at andre gør det samme. 

Sådan tror jeg, vi kommer længst.

Til allersidst vil jeg citere Monique, der kommenterede på mit opslag i går:

"Positive Energier vil altid tiltrække flest stemmer, men er det nu det virkeligheden virkelig er? At alt hvad der sker i vores liv er positivt? Vi har godt af nedture, så vi kan lære om livets udfordringer og gøre os endnu stærkere! Det er okay at ikke være okay ❤️."

Jeg synes, det er en god måde at anskue det (tilsyneladende) negative på. Jeg er nemlig også af den opfattelse, at det er de hårde perioder, der gør os til det, vi er.

Det er også dér, vi opdager, hvem der virkelig vil være ved vores side når det brænder på.

Der er mange mennesker, der ikke magter negativitet eller modgang. De vil kun være der, når der er fest, så at sige, og derfor kalder jeg dem The Party People. Når festen slutter, så tager de hjem.

Og så er der dem, der bliver, og hjælper med at rydde op.

Men det kræver jo, at vi vil erkende, at der ER noget at rydde op.
Så når vi deler de hårde tider såvel som de nemme tider, giver vi mennesker omkring os en mulighed for at være der for os.

Kærlig hilsen Christina