Artist Talk
Hej alle I dejlige mennesker derude!
I dag bliver bloggen på dansk, og kommer til at handle om kreativt udtryk - begge dele for første gang siden jeg startede med at skrive den.
I går var en stor dag for mig - det var dagen for min Artist Talk i Salonen i Skælskør. Jeg var nede at hænge mine ting op torsdag, og gik og var spændt på, hvordan det mon ville gå.
Jeg var vild med stedet; vegansk kage, økologisk kaffe og masser af kreative mennesker og deres udtryk. Sikken et sted!
Også mit lille hjørne var så fint og hyggeligt som det kunne blive. Jeg elsker farver og hygge, så det var lige noget for mig.
Da fredagen oprandt begyndte jeg så småt at blive smånervøs og øv. Gad vide om der overhovedet kommer nogen? Og hvis der gør, gider de så at høre, hvad jeg har at sige?
Er det egentlig ikke også en dårlig tale? Har jeg fokuseret på de rigtige ting?
GIVER DEN OVERHOVEDET NOGEN MENING!?
Jeg synes ikke, det er ubehageligt at tale foran mennesker, men min undervurdering af mig selv og mine egne evner kan undergrave selv det bedste stykke arbejde lavet i forvejen. Og jeg havde skrevet min tale i over en måned og forsøgt at koge den ned til de vigtigste ting.
For en måned siden mødtes jeg med musikeren Lars Kristian Sørensen, soom jeg mødte på sidste års udstilling på Art Market udenfor Slagelse. Han og jeg blev enige om, at aftenen skulle være et samspil, hvor jeg først talte og så spillede han et nummer, jeg fik lov at vælge.
Jeg valge en setliste, der hed "Talk Tonight" med Oasis, "Nights in White Satin" med The Moody Blues, "Wish You Were Here" med Pink Floyd, og "Supersonic" med Oasis. Som en lille bonus spillede Lars et fantastisk instrumentalt nummer, som han selv havde skrevet om et smukt sted, han kender, samt "Wonderwall" med Oasis. Han læste også et digt op, der passede til et af mine malerier.
Jeg var meget rørt over hans optræden, den var rå, ærlig, emotionel og blændende smuk. Sikke en mulighed at kunne give min tale den ekstra dimension!
Selve talen gik virkelig godt; hele dagen var meget overvældende på mange måder især i starten, men som aftenen skred frem og folk kom og talte med mig og kommenterede positivt på de ting, jeg talte om - og mine malerier - jamen, så faldt al angst bort, og det blev meget mere ligesom at være i en hvirvelvind af, hvilket OGSÅ er overvældende men på den bedst mulige måde.
Udover en masse dejlige mennesker, jeg ikke kendte, kom der også venner fra .. ja, faktisk ikke nær, men i hvert fald fjern, og min mor og to niecer var der også.
Det var en helt anden oplevelse end da jeg holdt min talk i Absalon tidligere i år. Jeg har ikke fået skrevet min blog om det endnu, men det kommer sandelig.
Min talk handlede kort fortalt om, hvordan vi kan bruge kreativt udtryk til at heale os selv - og de unge mnnesker, der vokser op netop nu.
Jeg arbejder som kombineret mentor og tegnelærer, og er ikke i tvivl om, at kreativitet er med til at hjælpe eleverne med at få det bedre.
Det satte gang i en tankerække om min egen proces, og jeg begyndte at undersøge, hvorfor kreativitet mon er så healende og hvordan det kan bruges i praksis.
Jeg er ikke i nærheden af en endegyldig sandhed, men tror jeg i mit pædagogiske arbejde har fundet nogle ting, der virkelig kan gøre en forskel, og jeg har aldrig ment, at man skal vide alt før man begynder at dele ud af sin viden. Så kommer vi aldrig nogen vegne.
Tværtimod er det i samtalen med andre at jeg får nye ideer til, hvordan man kan se tingene fra forskellige vinkler, og gøre dem bedre.
Så jeg var lykkelig efter min talk i går - der var så mange mennesker, der havde fået noget ud af de ting, jeg havde talt om, og gerne ville spørge ind til dem og vende dem med mig. Jeg havde masser af hjerte-til-hjerte om de dybere ting i livet; og så skal jeg da også lige tilføje, at der kom to skønne piger hen til mig og fortalte, at nu skulle de ud at nøgenbade!
SÅDAN! Åh, hvor ville jeg gerne have været med, men klokken var for mange :(
Aftenens højdepunkt var for mig da en 12-årig pige kom op til mig og fortalte mig, hvor god hun syntes min tale havde været og hvor mange tanker den havde sat gang i hos hende.
Hun fortalte, at hun havde kunnet
relatere til så meget; lige fra det med at være kreativ men stoppe med at tegne, fordi andre er bedre end en selv, og til at høre musik hele dagen for så at finde sin stemme der.
Jeg var vildt glad for aftenen, og håber jeg kan vende tilbage og holde nogle workshops eller lignende i den skønne salon.
Og er du på et tidspunkt i Skælskør, så kig forbi og se min udstilling på Algade 26!
Selve min Artist Talk, for dem, der måtte være interesserede i at læse den - evt. igen, kommer her.
Pas godt på jer selv <3
/Christina
Jeg hedder Christina, og jeg har æren af at udstille her i Salonen i august måned. Jeg har boet her i Skælskør, og kommer her stadig jævnligt. Udover at være kunstner er jeg uddannet pædagogisk filosof, og arbejder som tegnelærer og personlig mentor for børn og unge (autisme/sociale problemer).
Gennem mit arbejde opdagede jeg, at kreativt udtryk havde en helende effekt på mine elever, og begyndte at tænke over hvorfor.
Min Talk i dag kommer til at handle om min kunst, mit liv, min inspiration, og
hvordan kreativitet kan bruges til selvhealing, og til at hjælpe de børn og unge,
der vokser op i den svære tid, vi lever i.
Jeg vil fortælle, hvorfor kulturen udgør et alvorligt problem for os alle når den
forleder os til at koble skønhed sammen med lykke på en måde, der får os til at
spilde vores liv og energi. Og jeg vil videregive erfaringer, jeg har gjort i mit
arbejde med børn, healing og kreativitet, så vi kan lære at beskytte os selv og
vores kære.
Aftenen bliver et samspil mellem mig og Lars – jeg fortæller lidt, og så kommer
Lars og supplerer med nogle inspirerende sange. Musik har været en af de
vigtigste indflydelser i mit liv, så det er fantastisk at have muligheden for at
tilføje det til udstillingen. Jeg er taknemmelig over, at Lars ville være en del af
aftenen, og vise SIT kreative udtryk – både med sin fortolkning af de sange, jeg
har valgt, men også med et digt, han har skrevet – inspireret af et af mine
værker, som han læser op senere.
Det er mit håb, at jeg kan give jer inspiration til, hvordan I kan hjælpe jer selv
og jeres omgivelser med at rette fokus på de ting, der faktisk betyder noget -
frem for de ting, vi får at vide betyder noget.
Lars spiller Talk Tonight med Oasis
Del 1 MIN PERSONLIGE REJSE
Jeg har valgt disse emner til aftenens talk, fordi de står mit hjerte nær.
I mange år stræbte jeg efter perfektion, og satte urealistisk høje krav til mig selv når det gjaldt min kunst, men også mit liv generelt – især når det kom til mit udseende, min krop og mine præstationer.
Som 10-årig holdt jeg op med at tegne.
Hvorfor stopper man med at gøre noget, der har været den primære kilde til
glæde i ens liv? For mit vedkommende var det fordi min veninde var bedre til at tegne end jeg.
Jeg ville ikke være åbenlyst dårligere til at tegne end hun. Og jeg mærkede for første gang, at ønsket om perfektion har en pris.
Jeg vidste det ikke dengang, men det at holde op med at tegne var en fejl af de helt store - for det at udtrykke mig kreativt er en del af min essens. Prisen?
Årelange depressioner, angstanfald, spiseforstyrrelser og en følelse af aldrig at være god nok.
Jeg kan se tilbage og se forskellige årsager til alle disse problemer, men de er uvæsentlige. Det giver mere mening at fokusere på det, som kunne have båret mig igennem problemerne: kreativiteten.
For vi kan ikke forvente, at vores liv nogensinde skal være problemfri. Men vi kan finde et sikkert sted, hvor vi kan være, uanset hvad der ellers sker i vores liv.
Perfektion er i virkeligheden frygt i forklædning. Frygt for, at vi ikke er gode nok. Ser godt nok ud. Har for mange rynker. Er for gamle. Er for tykke. Er for tynde.
Perfektionisme er en personlig fangevogter, der sørger for at tage glæden ud af alt, hvad vi foretager os.
Da jeg mange år senere for alvor indså det, begyndte jeg mit oprør.
Jeg begyndte at tegne igen - i 2004.
I begyndelsen var jeg stadig drevet af et ønske om perfektion, og selvom dette
er et dårligt udgangspunkt så hjalp det stadig.
Jeg tegnede, og et hvidt stykke papir havde nu et motiv, som JEG havde lavet.
Det var som at kaste en lillebitte sten i vandet og se en ring brede sig: jeg
fandtes.
Jeg arbejdede mig langsomt væk fra kontrol og perfektion, da det gik op for
mig, at jeg ikke blev bedre, som mine værker blev mere realistiske. Tværtimod;
mine værker blev mere og mere kedelige og upersonlige.
Jeg havde et stort behov for at udtrykke mig. Men jeg vidste ikke helt, hvem ”jeg” egentlig var, og hvad jeg gerne ville udtrykke. Derfor fortsatte jeg med at udtrykke, hvad jeg nu kunne på det givne tidspunkt – selv hvis det kun var mit store ønske om at være god til noget, som andre kunne se.
Og det var det vigtigste.
For jeg havde i mange år ikke modet, ordene eller evnerne til at kommunikere mine tanker og følelser til andre. Og det er dér, kunsten især har gjort en forskel for mig.
Ikke kun visuel kunst, ikke kun min egen kunst. I den periode hvor jeg ikke selv udtrykte mig kreativt, fandt jeg mig selv i andres kunst.
Jeg har altid hørt musik hvert eneste øjeblik, jeg kunne komme til det. Jeg tror, musikken på mange måder blev min stemme i de perioder, hvor jeg ikke kunne finde min egen.
Musik har altid været et sikkert sted for mig; jeg er dybt fascineret af de følelser, musikken kan udtrykke.
Jeg kan stadig huske samtlige bånd fra jeg var barn – Ronja Røverdatter som
købete jeg en ny af - jeg havde slidt den op! Jeg vendte den simpelthen hver
gang den sluttede – og sådan har jeg hørt musik lige siden – meget intensivt.
Min første CD var The Kick Inside med Kate Bush, men den syntes jeg alligevel ikke, at jeg ville forsøge at få Lars til at synge her til aften.
I stedet har jeg valgt en sang med The Moody Blues, der har været med til at præge mit liv lige fra starten. Både min mor og min far er meget store fans –
faktisk var min far så stor fan, at han satte høretelefoner på min mors mave da jeg stadig var i den, for at det skulle være det første, jeg hørte. De hører det stadig – lige så intensivt, som jeg selv.
Det er ingen overdrivelse når jeg siger, at jeg er lykkelig over at have muligheden for at dele nogle af de sange, der har præget mit liv, med jer her
i dag via Lars. Det er også første gang, jeg selv hører ham spille dem, så jeg glæder mig virkelig!
Jeg mødte Lars på sidste års Art Market hvor jeg udstillede på to meget våde dage i St Galla. Det var ikke lige det vejr, man havde drømt om, men min veninde og jeg fandt snart noget positivt at fokusere på – og det var Lars, der stod i et telt overfor min udstilling og sang. Vi gik op og plagede om at høre den alle mulige sange, og sad og skrålede med i vores telt når vi hørte i højttaleren at der nu kom endnu en opfordring fra de to piger i teltet overfor.
I dag har Lars altså sagt ja til at spille en af de sange, jeg har hørt allermest gennem livet – det er Nights in White Satin med The Moody Blues.
Del 2: KREATIVT UDTRYK SOM HEALING
Da jeg begyndte at arbejde med min kreativitet igen, kunne jeg mærke, at der var et formål med mit liv – og da jeg begyndte at arbejde aktivt mod mit ønske om perfektion, begyndte jeg for alvor at kunne mærke, at jeg kunne læge mine sår. Og jeg fik overskud til at se, at jeg langt fra var den eneste, der havde det svært.
Jeg arbejder på at kombinere mine store passioner – kreativt udtryk og selv-healing.
Jeg ønsker at gøre en forskel for andre, der havde det svært. For mig var det ikke nok, at jeg selv var kommet igennem mine problemer – for i mit arbejde som kombineret tegnelærer & mentor, ser jeg hvor meget sværere det er
blevet at være ung i dag end da jeg selv voksede op - mest på grund af de sociale medier.
Da jeg voksede op, var det visuelle billede af, hvordan man skulle se ud, begrænset til reklamer og modeller, der var blevet redigerede. Sådan er det ikke
længere! Nu er det alle, der har muligheden for at fremstille sig selv som fejlfri
på internettet, ved hjælp af forskellige filtre og apps, der på sekunder kan give ”det perfekte udseende”.
Det bidrager til at børn og unge kæmper mere end nogensinde med lavt selvværd, spiseforstyrrelser, selvskade og et forskruet syn på deres kroppe.
De unge, jeg har arbejdet med, har givet mig et lille indblik i, hvordan de har
det med sig selv.
Statistikkerne taler deres tydelige sprog:
97 pct af kvinder hader sig selv mindst 1 gang hver dag og bruger 1-3 timer dagligt på at tænke på noget, de hader ved sig selv.
90 pct af alle teenagere er utilfredse med deres kroppe
26 procent af 14-årige havde overvejet plastikkirurgi eller at tage piller
for at tabe sig.
Ønske nr 1 blandt piger mellem 11 - 17 er at blive tyndere og 81 pct. af
10-årige frygter at blive tykke.
Det er chokerende tal, der viser hvor vigtigt der er, at hjælpe de unge
med at ændre deres fokus - for skønhed er som bekendt forgængeligt.
Jeg satte mig for at gøre op med illusionerne om, at vi kun kan være lykkelige hvis vi er perfekte. Det er på høje tid, at vi får vendt bøtten og begynder at hjælpe børn og unge med at se sig selv som mere end objekter, der er til for at blive beskuet og intet andet.
Men hvis jeg skulle kunne hjælpe andre, så var jeg nødt til at starte med mig selv og det blev min primære motivation til at begynde min rejse mod selvkærlighed.
I april måned holdt jeg min første talk i Absalon-kirken i København, hvor jeg i et forsøg på at forsone mig med min krop udstillede et maleri af mig selv
nøgen. Samtidig fortalte jeg publikum om mit liv med et selvhad, der var så intenst, at jeg ikke har været på stranden eller haft sommertøj på i over ti år af frygt for, at folk skulle se min krop.
Efter min talk bekræftede publikums feedback, at det ikke kun børn og unge, der lider under ønsket om perfektion, men at vi alle – uanset alder, køn og udseende - føler, at vi burde se bedre ud, og er hæmmede af det i hverdagen.
Hvis vi er distraherede af tanker om, hvordan vi ser ud, så bruger vi vores
energi helt forkert.
Jeg har fortsat med at heale mig selv gennem kreativitet, men ikke længere
alene- jeg har været nøgenmodel i et samarbejde med en dygtig fotograf, hvor
vi arbejdede med at se kroppen som den er. Disse billeder brugte fotografen
som sit afgangsprojekt fra VERA i en soloudstilling. Jeg har haft job som
croquis-model, hvor min krop blev andres kreative udtryk.
Jeg er blevet kropsaktivist, og har min egen blog, hvor jeg deler mine oplevelser på de sociale medier.
Når man udtrykker sig kreativt, får man ikke blot en stemme – man heler også en del af sig selv. Man bringer en del af sit indre ud i verden, hvor andre kan betragte den og – hvis man er heldig – blive inspireret af den.
Men et kreativt udtryk kan være hvad som helst. To farver på et lærred, et digt.
En sang. En dans. En historie. En ret.
Det er en lille del af os selv, som vi kan bringe frem i lyset og dele med andre. Nu er det blevet tid til endnu en sang, som har betydet meget for mig, og jeg tror mange andre også kender denne. For mig er den et symbol på kreativitet, alene fordi den er med Pink Floyd – ligesom det var tilfældet med Moody Blues, har jeg også hørt Pink Floyd hele mit liv, og at gå deres diskografi igennem er om noget en rejse igennem en årelang udforskning af kreativt og eksperimentielt udtryk. Det er en bekræftelse i, at det er når vi tør gøre noget nyt, noget vi ikke kunne tænke os til, at vi finder de sande kreative årer. Men det er også et vidnesbyrd om, at når man vover, så risikerer man også, at det går
galt. Sådan er det jo. Og Pink Floyd har lavet mange albums, man ikke kan høre hele dagen. Men når de rammer deres højeste niveau er de over langt de fleste
andre.
Jeg beundrer dem for deres mod – og de er store rollemodeller for mig.
Lars vil gerne spille sin version af deres stemningsfulde Wish You Were Here.
DEL 3. PROBLEMSTILLINGEN
Mange af os lever i den illusion, at vi er nødt til at forbedre vores udseende
for at blive glade og leve det liv, vi gerne vil: hvis vi bare taber os, så ville vi
være lykkelige! Hvis vi fjerner den rynke, hvis vi fik ordnet vores bryster,
havde råd til nyt tøj osv – SÅ ville vi være lykkelige.
Men hvis vi tænker tilbage, så har de fleste af os en barndom, hvor udseende – vores og andres – var ligegyldigt. Og det er ofte det, som vi husker som vores lykkeligste tid. En tid, hvor vi fokuserede på, hvem hinanden var – ikke hvordan hinanden så ud. Denne glade tid er ved at blive frataget nutidens børn tidligere end nogensinde.
Og det værste er, at vi ikke KAN blive lykkelige ved at ændre vores kroppe eller vores udseende, for det er nemlig ikke problemet.
Problemet er, at vi har mistet vores perspektiv.
Vi er blevet narret og hjernevasket til at ændre fokus – fra hvad vi er og hvordan vi behandler andre, til at tro, at hvordan vi ser ud er det vigtigste i livet. Vi har lært at se os selv som objekter og stræbe efter det perfekte udseende. Til at tro, at hvis vi opnår det uopnåelige, SÅ bliver vi værdige og
lykkelige. Det er vigtigt at indse, at de standarder, vi forsøger at leve op til, aldrig var vores egne. De sættes af industrier, der tjener penge på, at vi har det dårligt.
I Amerika blev der brugt 66 billioner dollars på at forsøge at tabe sig sidste
år. 95 procent af alle slankekure ender i fiasko.
Det er en minimal del af de penge, der bruges på at ”Forbedre” vores udseende;
plastikkirurgi, make-up, mirakelcremer, fitness-medlemskaber …
Det er tid til at hæve fortryllelsen i vores personlige eventyr, og det hjælper
ikke at gå og vente på prinsen eller prinsessen. Vi er nødt til at give os selv det
kys, der får os til at slå øjnene op igen og genfinde vores personlige perspektiv i
stedet for at lade sig forføre af alle de illusioner, vi møder.
"Suk, jeg ville gerne have (indsæt selv) at spise. Men det kan jeg jo ikke. Jeg
burde tabe mig".
Og hvert tredje sekund dør et barn af sult.
"Suk, se nu de bryster. De er blevet slatne efter at jeg har ammet mit barn.
Jeg kan ikke have den pæne trøje på, sådan som jeg ser ud. Jeg må hellere
dække mig selv til".
Hver dag opdager mange mennesker, at de har fået brystkræft. Så kan man tale
om et problem med ens bryster.
"Suk, jeg ville gerne på stranden. Men det kan jeg jo ikke. Jeg er ikke pæn i
badetøj".
Tænk engang – en dag kan vi måske ikke længere gå. SÅ kan vi tale om, at det
er besværligt at tage på stranden!
Vi må spørge os selv:
HVORFOR synes vi egentlig at appelsinhud er grimt? HVORFOR er en flad mave smukkere end en rund og en rundt numse smukkere end en flad?
Svaret vil ofte være, at sådan ER det jo. Men det er langtfra rigtigt. Vi synes, hvad vi synes, fordi vi er HER – på dette tidspunkt i historien og i denne del af verden.
Skønhed som et entydigt begreb findes ikke. Skønhedsidealerne har ændret sig gennem tiden, og varierer rundt omkring i verden. Der er lande, hvor fedme er
skønhed, eller ar på kroppen, lange øreflipper og halse, skaldethed osv.
I Asien er ”Du har en stor næse” en ypperlig kompliment Og det værste, en
asiatisk kvinde kan være, er solbrændt - som vi ofrer helbred og jeg ved ikke
hvor mange penge for at blive her i Vesten.
Skønhed og den perfekte krop findes ikke. Der findes kun, hvad vi har fået at
vide og accepteret.
For et år siden faldt jeg over en sang, der satte skub i min rejse mod selvkærlighed som ingen anden.
Det var en sang, jeg elskede som 10-årig, men havde glemt. Den er et godt eksempel på, hvordan kunsten kan motivere os og give os en stemme.
For det meste af teksten er faktisk nonsens. Men den har altid vækket noget i
mig.
YOU NEED TO BE YOURSELF. YOU CAN’T BE NO ONE ELSE startede en lange række tanker om hvordan jeg kunne blive bedre til at elske mig selv, men også VÆRE mig selv.
Jeg har altid hellere villet være alle mulige andre end mig selv – og sådan er der måske også andre, der har det. Men vi har faktisk ikke noget valg – alle andre er taget.
Vi har kun valget mellem at være autentiske eller ej. Denne sang giver mig mod til at erkende, at jeg er et helt menneske, med gode og dårlige sider som er
lige meget værd. Der er ingen der har noget ud af, at vi undertrykker den ene
side af os selv. Hvis vi skal kunne være autentiske, så er vi også nødt til at
acceptere vores skyggesider og være ærlige omkring dem.
Nu er det tid til at høre Lars’ version af Supersonic med Oasis.
Del 4. SELVKÆRLIGHED OG HEALING:
Så hvad kan VI gøre, hver især?
Vi kan starte med os selv og blive mere bevidste om, hvad vi giver videre til
andre. Vi kan hjælpe andre - ved at hjælpe os selv!
Vi kan alle være gode rollemodeller for børn og unge i vores liv. Hvis vi, som voksne, ikke kan acceptere vores kroppe og viser åben utilfredshed med vores udseende - hvilket eksempel sætter vi så? Derfor er jeg en varm fortaler for åben selvkærlighed.
Selvkærlighed viser vejen frem for alle andre, vi møder. Ved at være tilfredse med os selv giver vi et alternativ til al den snak, vi hører dagligt om slankekure og utilfredshed med vores ydre. Hvor det er radikalt at acceptere sig selv er det nemlig helt almindeligt at kritisere sig selv åbent.
Først som voksen mødte jeg én, der arbejdede aktivt på at elske sig selv og sin krop og det åbnede mine øjne for, at det måske alligevel ikke var nødvendigt at være i krig med sig selv konstant.
Jeg vil aldrig mere undervurdere den indflydelse, vi har, når vi tør elske os selv åbent og ærligt.
Vi kan også være med til at fjerne fokus fra vores ydre helt generelt. Jeg er stadig selv i en proces, hvor jeg overvåger de ting, jeg siger, når det handler om udseende – både til mig selv men også foran andre.
Jeg så helst, at ”Du er smuk” slet ikke var en kompliment længere. For det
er ganske meningsløst at være. Vi kan ikke være unge og smukke for evigt.
Så hvorfor ikke hjælpe børn og unge med at fokusere på noget, der kan beholdes resten af livet?
Vi kan lære dem at se dem selv som mere end objekter, som mennesker, der er gode nok, ikke fordi de er smukke, men fordi de indeholder noget unikt.
Det er en skam, at vi alle er så distraherede og bruger så meget energi på noget, der i sidste ende er ligegyldigt. Lad os hjælpe hinanden med at bygge en platform at stå på, også gennem storme og om mange år. En bevidsthed om, hvem vi er og om, at vi er gode nok – uanset om vi er unge eller gamle.
Det er op til den enkelte at skifte fokus. Vi skal bevidst og med en
kraftanstrengelse tvinge vores fokus tilbage, hvor det hører til. Og ikke alene har vi muligheden; det er for mig at se vores pligt.
Vi har lært, at det at være smuk er det vigtigste i livet. Men det er en løgn. Til gengæld er det sandt, at vi smider vores liv væk mens vi går og venter på, at vi bliver gode nok til at gøre de ting, vi egentlig gerne vil.
Så gør det nu! Og tænk ikke så meget som 1 sekund på, hvordan I ser ud mens I gør det!
I dag bliver bloggen på dansk, og kommer til at handle om kreativt udtryk - begge dele for første gang siden jeg startede med at skrive den.
 |
| Min artikel i Skælskær avis |
I går var en stor dag for mig - det var dagen for min Artist Talk i Salonen i Skælskør. Jeg var nede at hænge mine ting op torsdag, og gik og var spændt på, hvordan det mon ville gå.
Jeg var vild med stedet; vegansk kage, økologisk kaffe og masser af kreative mennesker og deres udtryk. Sikken et sted!
Også mit lille hjørne var så fint og hyggeligt som det kunne blive. Jeg elsker farver og hygge, så det var lige noget for mig.
Da fredagen oprandt begyndte jeg så småt at blive smånervøs og øv. Gad vide om der overhovedet kommer nogen? Og hvis der gør, gider de så at høre, hvad jeg har at sige?
Er det egentlig ikke også en dårlig tale? Har jeg fokuseret på de rigtige ting?
GIVER DEN OVERHOVEDET NOGEN MENING!?
Jeg synes ikke, det er ubehageligt at tale foran mennesker, men min undervurdering af mig selv og mine egne evner kan undergrave selv det bedste stykke arbejde lavet i forvejen. Og jeg havde skrevet min tale i over en måned og forsøgt at koge den ned til de vigtigste ting.
 |
| Mig sammen med mine værker i Salonen |
Jeg valge en setliste, der hed "Talk Tonight" med Oasis, "Nights in White Satin" med The Moody Blues, "Wish You Were Here" med Pink Floyd, og "Supersonic" med Oasis. Som en lille bonus spillede Lars et fantastisk instrumentalt nummer, som han selv havde skrevet om et smukt sted, han kender, samt "Wonderwall" med Oasis. Han læste også et digt op, der passede til et af mine malerier.
Jeg var meget rørt over hans optræden, den var rå, ærlig, emotionel og blændende smuk. Sikke en mulighed at kunne give min tale den ekstra dimension!
Selve talen gik virkelig godt; hele dagen var meget overvældende på mange måder især i starten, men som aftenen skred frem og folk kom og talte med mig og kommenterede positivt på de ting, jeg talte om - og mine malerier - jamen, så faldt al angst bort, og det blev meget mere ligesom at være i en hvirvelvind af, hvilket OGSÅ er overvældende men på den bedst mulige måde.
Udover en masse dejlige mennesker, jeg ikke kendte, kom der også venner fra .. ja, faktisk ikke nær, men i hvert fald fjern, og min mor og to niecer var der også.
Det var en helt anden oplevelse end da jeg holdt min talk i Absalon tidligere i år. Jeg har ikke fået skrevet min blog om det endnu, men det kommer sandelig.
 |
| Kunst, Kjoler, Kaffe og Kiksekage - og CHRISTINA! |
Jeg arbejder som kombineret mentor og tegnelærer, og er ikke i tvivl om, at kreativitet er med til at hjælpe eleverne med at få det bedre.
Det satte gang i en tankerække om min egen proces, og jeg begyndte at undersøge, hvorfor kreativitet mon er så healende og hvordan det kan bruges i praksis.
Jeg er ikke i nærheden af en endegyldig sandhed, men tror jeg i mit pædagogiske arbejde har fundet nogle ting, der virkelig kan gøre en forskel, og jeg har aldrig ment, at man skal vide alt før man begynder at dele ud af sin viden. Så kommer vi aldrig nogen vegne.
Tværtimod er det i samtalen med andre at jeg får nye ideer til, hvordan man kan se tingene fra forskellige vinkler, og gøre dem bedre.
Så jeg var lykkelig efter min talk i går - der var så mange mennesker, der havde fået noget ud af de ting, jeg havde talt om, og gerne ville spørge ind til dem og vende dem med mig. Jeg havde masser af hjerte-til-hjerte om de dybere ting i livet; og så skal jeg da også lige tilføje, at der kom to skønne piger hen til mig og fortalte, at nu skulle de ud at nøgenbade!
SÅDAN! Åh, hvor ville jeg gerne have været med, men klokken var for mange :(
Aftenens højdepunkt var for mig da en 12-årig pige kom op til mig og fortalte mig, hvor god hun syntes min tale havde været og hvor mange tanker den havde sat gang i hos hende.
 |
| Jeg holder tale, og Lars spiller dejlige sange <3 |
relatere til så meget; lige fra det med at være kreativ men stoppe med at tegne, fordi andre er bedre end en selv, og til at høre musik hele dagen for så at finde sin stemme der.
Jeg var vildt glad for aftenen, og håber jeg kan vende tilbage og holde nogle workshops eller lignende i den skønne salon.
Og er du på et tidspunkt i Skælskør, så kig forbi og se min udstilling på Algade 26!
Selve min Artist Talk, for dem, der måtte være interesserede i at læse den - evt. igen, kommer her.
Pas godt på jer selv <3
/Christina
Jeg hedder Christina, og jeg har æren af at udstille her i Salonen i august måned. Jeg har boet her i Skælskør, og kommer her stadig jævnligt. Udover at være kunstner er jeg uddannet pædagogisk filosof, og arbejder som tegnelærer og personlig mentor for børn og unge (autisme/sociale problemer).
Gennem mit arbejde opdagede jeg, at kreativt udtryk havde en helende effekt på mine elever, og begyndte at tænke over hvorfor.
Min Talk i dag kommer til at handle om min kunst, mit liv, min inspiration, og
hvordan kreativitet kan bruges til selvhealing, og til at hjælpe de børn og unge,
der vokser op i den svære tid, vi lever i.
 |
| Efter talen - talte vi videre! |
forleder os til at koble skønhed sammen med lykke på en måde, der får os til at
spilde vores liv og energi. Og jeg vil videregive erfaringer, jeg har gjort i mit
arbejde med børn, healing og kreativitet, så vi kan lære at beskytte os selv og
vores kære.
Aftenen bliver et samspil mellem mig og Lars – jeg fortæller lidt, og så kommer
Lars og supplerer med nogle inspirerende sange. Musik har været en af de
vigtigste indflydelser i mit liv, så det er fantastisk at have muligheden for at
tilføje det til udstillingen. Jeg er taknemmelig over, at Lars ville være en del af
aftenen, og vise SIT kreative udtryk – både med sin fortolkning af de sange, jeg
har valgt, men også med et digt, han har skrevet – inspireret af et af mine
værker, som han læser op senere.
Det er mit håb, at jeg kan give jer inspiration til, hvordan I kan hjælpe jer selv
og jeres omgivelser med at rette fokus på de ting, der faktisk betyder noget -
frem for de ting, vi får at vide betyder noget.
Lars spiller Talk Tonight med Oasis
Del 1 MIN PERSONLIGE REJSE
Jeg har valgt disse emner til aftenens talk, fordi de står mit hjerte nær.
I mange år stræbte jeg efter perfektion, og satte urealistisk høje krav til mig selv når det gjaldt min kunst, men også mit liv generelt – især når det kom til mit udseende, min krop og mine præstationer.
Som 10-årig holdt jeg op med at tegne.
Hvorfor stopper man med at gøre noget, der har været den primære kilde til
glæde i ens liv? For mit vedkommende var det fordi min veninde var bedre til at tegne end jeg.
 |
| Fantastiske Lars Kristian |
Jeg vidste det ikke dengang, men det at holde op med at tegne var en fejl af de helt store - for det at udtrykke mig kreativt er en del af min essens. Prisen?
Årelange depressioner, angstanfald, spiseforstyrrelser og en følelse af aldrig at være god nok.
Jeg kan se tilbage og se forskellige årsager til alle disse problemer, men de er uvæsentlige. Det giver mere mening at fokusere på det, som kunne have båret mig igennem problemerne: kreativiteten.
For vi kan ikke forvente, at vores liv nogensinde skal være problemfri. Men vi kan finde et sikkert sted, hvor vi kan være, uanset hvad der ellers sker i vores liv.
Perfektion er i virkeligheden frygt i forklædning. Frygt for, at vi ikke er gode nok. Ser godt nok ud. Har for mange rynker. Er for gamle. Er for tykke. Er for tynde.
Perfektionisme er en personlig fangevogter, der sørger for at tage glæden ud af alt, hvad vi foretager os.
Da jeg mange år senere for alvor indså det, begyndte jeg mit oprør.
Jeg begyndte at tegne igen - i 2004.
I begyndelsen var jeg stadig drevet af et ønske om perfektion, og selvom dette
er et dårligt udgangspunkt så hjalp det stadig.
Jeg tegnede, og et hvidt stykke papir havde nu et motiv, som JEG havde lavet.
Det var som at kaste en lillebitte sten i vandet og se en ring brede sig: jeg
fandtes.
Jeg arbejdede mig langsomt væk fra kontrol og perfektion, da det gik op for
mig, at jeg ikke blev bedre, som mine værker blev mere realistiske. Tværtimod;
mine værker blev mere og mere kedelige og upersonlige.
 |
| Sangfugl til Prinsen - akrylmaling på toiletpapir, 2018 |
Og det var det vigtigste.
For jeg havde i mange år ikke modet, ordene eller evnerne til at kommunikere mine tanker og følelser til andre. Og det er dér, kunsten især har gjort en forskel for mig.
Ikke kun visuel kunst, ikke kun min egen kunst. I den periode hvor jeg ikke selv udtrykte mig kreativt, fandt jeg mig selv i andres kunst.
Jeg har altid hørt musik hvert eneste øjeblik, jeg kunne komme til det. Jeg tror, musikken på mange måder blev min stemme i de perioder, hvor jeg ikke kunne finde min egen.
Musik har altid været et sikkert sted for mig; jeg er dybt fascineret af de følelser, musikken kan udtrykke.
 |
| Monster, akrylmaling, toiletpapir og salt, 2018 |
købete jeg en ny af - jeg havde slidt den op! Jeg vendte den simpelthen hver
gang den sluttede – og sådan har jeg hørt musik lige siden – meget intensivt.
Min første CD var The Kick Inside med Kate Bush, men den syntes jeg alligevel ikke, at jeg ville forsøge at få Lars til at synge her til aften.
I stedet har jeg valgt en sang med The Moody Blues, der har været med til at præge mit liv lige fra starten. Både min mor og min far er meget store fans –
faktisk var min far så stor fan, at han satte høretelefoner på min mors mave da jeg stadig var i den, for at det skulle være det første, jeg hørte. De hører det stadig – lige så intensivt, som jeg selv.
Det er ingen overdrivelse når jeg siger, at jeg er lykkelig over at have muligheden for at dele nogle af de sange, der har præget mit liv, med jer her
i dag via Lars. Det er også første gang, jeg selv hører ham spille dem, så jeg glæder mig virkelig!
Jeg mødte Lars på sidste års Art Market hvor jeg udstillede på to meget våde dage i St Galla. Det var ikke lige det vejr, man havde drømt om, men min veninde og jeg fandt snart noget positivt at fokusere på – og det var Lars, der stod i et telt overfor min udstilling og sang. Vi gik op og plagede om at høre den alle mulige sange, og sad og skrålede med i vores telt når vi hørte i højttaleren at der nu kom endnu en opfordring fra de to piger i teltet overfor.
I dag har Lars altså sagt ja til at spille en af de sange, jeg har hørt allermest gennem livet – det er Nights in White Satin med The Moody Blues.
Del 2: KREATIVT UDTRYK SOM HEALING
Da jeg begyndte at arbejde med min kreativitet igen, kunne jeg mærke, at der var et formål med mit liv – og da jeg begyndte at arbejde aktivt mod mit ønske om perfektion, begyndte jeg for alvor at kunne mærke, at jeg kunne læge mine sår. Og jeg fik overskud til at se, at jeg langt fra var den eneste, der havde det svært.
Jeg arbejder på at kombinere mine store passioner – kreativt udtryk og selv-healing.
Jeg ønsker at gøre en forskel for andre, der havde det svært. For mig var det ikke nok, at jeg selv var kommet igennem mine problemer – for i mit arbejde som kombineret tegnelærer & mentor, ser jeg hvor meget sværere det er
 |
| Mother - Akvarelfarve på papir, 2017 (solgt) |
Da jeg voksede op, var det visuelle billede af, hvordan man skulle se ud, begrænset til reklamer og modeller, der var blevet redigerede. Sådan er det ikke
længere! Nu er det alle, der har muligheden for at fremstille sig selv som fejlfri
på internettet, ved hjælp af forskellige filtre og apps, der på sekunder kan give ”det perfekte udseende”.
Det bidrager til at børn og unge kæmper mere end nogensinde med lavt selvværd, spiseforstyrrelser, selvskade og et forskruet syn på deres kroppe.
De unge, jeg har arbejdet med, har givet mig et lille indblik i, hvordan de har
det med sig selv.
Statistikkerne taler deres tydelige sprog:
97 pct af kvinder hader sig selv mindst 1 gang hver dag og bruger 1-3 timer dagligt på at tænke på noget, de hader ved sig selv.
90 pct af alle teenagere er utilfredse med deres kroppe
26 procent af 14-årige havde overvejet plastikkirurgi eller at tage piller
for at tabe sig.
Ønske nr 1 blandt piger mellem 11 - 17 er at blive tyndere og 81 pct. af
10-årige frygter at blive tykke.
Det er chokerende tal, der viser hvor vigtigt der er, at hjælpe de unge
 |
| Drowning, akrylmaling på papir 2018 (solgt) |
Jeg satte mig for at gøre op med illusionerne om, at vi kun kan være lykkelige hvis vi er perfekte. Det er på høje tid, at vi får vendt bøtten og begynder at hjælpe børn og unge med at se sig selv som mere end objekter, der er til for at blive beskuet og intet andet.
Men hvis jeg skulle kunne hjælpe andre, så var jeg nødt til at starte med mig selv og det blev min primære motivation til at begynde min rejse mod selvkærlighed.
I april måned holdt jeg min første talk i Absalon-kirken i København, hvor jeg i et forsøg på at forsone mig med min krop udstillede et maleri af mig selv
nøgen. Samtidig fortalte jeg publikum om mit liv med et selvhad, der var så intenst, at jeg ikke har været på stranden eller haft sommertøj på i over ti år af frygt for, at folk skulle se min krop.
Efter min talk bekræftede publikums feedback, at det ikke kun børn og unge, der lider under ønsket om perfektion, men at vi alle – uanset alder, køn og udseende - føler, at vi burde se bedre ud, og er hæmmede af det i hverdagen.
Hvis vi er distraherede af tanker om, hvordan vi ser ud, så bruger vi vores
energi helt forkert.
 |
| Marissa, akrylmaling på papir 2018 |
alene- jeg har været nøgenmodel i et samarbejde med en dygtig fotograf, hvor
vi arbejdede med at se kroppen som den er. Disse billeder brugte fotografen
som sit afgangsprojekt fra VERA i en soloudstilling. Jeg har haft job som
croquis-model, hvor min krop blev andres kreative udtryk.
Jeg er blevet kropsaktivist, og har min egen blog, hvor jeg deler mine oplevelser på de sociale medier.
Når man udtrykker sig kreativt, får man ikke blot en stemme – man heler også en del af sig selv. Man bringer en del af sit indre ud i verden, hvor andre kan betragte den og – hvis man er heldig – blive inspireret af den.
Men et kreativt udtryk kan være hvad som helst. To farver på et lærred, et digt.
En sang. En dans. En historie. En ret.
Det er en lille del af os selv, som vi kan bringe frem i lyset og dele med andre. Nu er det blevet tid til endnu en sang, som har betydet meget for mig, og jeg tror mange andre også kender denne. For mig er den et symbol på kreativitet, alene fordi den er med Pink Floyd – ligesom det var tilfældet med Moody Blues, har jeg også hørt Pink Floyd hele mit liv, og at gå deres diskografi igennem er om noget en rejse igennem en årelang udforskning af kreativt og eksperimentielt udtryk. Det er en bekræftelse i, at det er når vi tør gøre noget nyt, noget vi ikke kunne tænke os til, at vi finder de sande kreative årer. Men det er også et vidnesbyrd om, at når man vover, så risikerer man også, at det går
galt. Sådan er det jo. Og Pink Floyd har lavet mange albums, man ikke kan høre hele dagen. Men når de rammer deres højeste niveau er de over langt de fleste
 |
| Jeg lytter til smukke toner |
Jeg beundrer dem for deres mod – og de er store rollemodeller for mig.
Lars vil gerne spille sin version af deres stemningsfulde Wish You Were Here.
DEL 3. PROBLEMSTILLINGEN
Mange af os lever i den illusion, at vi er nødt til at forbedre vores udseende
for at blive glade og leve det liv, vi gerne vil: hvis vi bare taber os, så ville vi
være lykkelige! Hvis vi fjerner den rynke, hvis vi fik ordnet vores bryster,
havde råd til nyt tøj osv – SÅ ville vi være lykkelige.
Men hvis vi tænker tilbage, så har de fleste af os en barndom, hvor udseende – vores og andres – var ligegyldigt. Og det er ofte det, som vi husker som vores lykkeligste tid. En tid, hvor vi fokuserede på, hvem hinanden var – ikke hvordan hinanden så ud. Denne glade tid er ved at blive frataget nutidens børn tidligere end nogensinde.
Og det værste er, at vi ikke KAN blive lykkelige ved at ændre vores kroppe eller vores udseende, for det er nemlig ikke problemet.
Problemet er, at vi har mistet vores perspektiv.
Vi er blevet narret og hjernevasket til at ændre fokus – fra hvad vi er og hvordan vi behandler andre, til at tro, at hvordan vi ser ud er det vigtigste i livet. Vi har lært at se os selv som objekter og stræbe efter det perfekte udseende. Til at tro, at hvis vi opnår det uopnåelige, SÅ bliver vi værdige og
lykkelige. Det er vigtigt at indse, at de standarder, vi forsøger at leve op til, aldrig var vores egne. De sættes af industrier, der tjener penge på, at vi har det dårligt.
I Amerika blev der brugt 66 billioner dollars på at forsøge at tabe sig sidste
 |
| Lars Kristian |
Det er en minimal del af de penge, der bruges på at ”Forbedre” vores udseende;
plastikkirurgi, make-up, mirakelcremer, fitness-medlemskaber …
Det er tid til at hæve fortryllelsen i vores personlige eventyr, og det hjælper
ikke at gå og vente på prinsen eller prinsessen. Vi er nødt til at give os selv det
kys, der får os til at slå øjnene op igen og genfinde vores personlige perspektiv i
stedet for at lade sig forføre af alle de illusioner, vi møder.
"Suk, jeg ville gerne have (indsæt selv) at spise. Men det kan jeg jo ikke. Jeg
burde tabe mig".
Og hvert tredje sekund dør et barn af sult.
"Suk, se nu de bryster. De er blevet slatne efter at jeg har ammet mit barn.
Jeg kan ikke have den pæne trøje på, sådan som jeg ser ud. Jeg må hellere
dække mig selv til".
Hver dag opdager mange mennesker, at de har fået brystkræft. Så kan man tale
om et problem med ens bryster.
"Suk, jeg ville gerne på stranden. Men det kan jeg jo ikke. Jeg er ikke pæn i
badetøj".
Tænk engang – en dag kan vi måske ikke længere gå. SÅ kan vi tale om, at det
er besværligt at tage på stranden!
Vi må spørge os selv:
HVORFOR synes vi egentlig at appelsinhud er grimt? HVORFOR er en flad mave smukkere end en rund og en rundt numse smukkere end en flad?
Svaret vil ofte være, at sådan ER det jo. Men det er langtfra rigtigt. Vi synes, hvad vi synes, fordi vi er HER – på dette tidspunkt i historien og i denne del af verden.
Skønhed som et entydigt begreb findes ikke. Skønhedsidealerne har ændret sig gennem tiden, og varierer rundt omkring i verden. Der er lande, hvor fedme er
 |
| Jeg lytter mere, dejligt med masser af akustisk musik! |
I Asien er ”Du har en stor næse” en ypperlig kompliment Og det værste, en
asiatisk kvinde kan være, er solbrændt - som vi ofrer helbred og jeg ved ikke
hvor mange penge for at blive her i Vesten.
Skønhed og den perfekte krop findes ikke. Der findes kun, hvad vi har fået at
vide og accepteret.
For et år siden faldt jeg over en sang, der satte skub i min rejse mod selvkærlighed som ingen anden.
Det var en sang, jeg elskede som 10-årig, men havde glemt. Den er et godt eksempel på, hvordan kunsten kan motivere os og give os en stemme.
For det meste af teksten er faktisk nonsens. Men den har altid vækket noget i
mig.
YOU NEED TO BE YOURSELF. YOU CAN’T BE NO ONE ELSE startede en lange række tanker om hvordan jeg kunne blive bedre til at elske mig selv, men også VÆRE mig selv.
Jeg har altid hellere villet være alle mulige andre end mig selv – og sådan er der måske også andre, der har det. Men vi har faktisk ikke noget valg – alle andre er taget.
Vi har kun valget mellem at være autentiske eller ej. Denne sang giver mig mod til at erkende, at jeg er et helt menneske, med gode og dårlige sider som er
 |
| Publikum sad også på trapperne |
side af os selv. Hvis vi skal kunne være autentiske, så er vi også nødt til at
acceptere vores skyggesider og være ærlige omkring dem.
Nu er det tid til at høre Lars’ version af Supersonic med Oasis.
Del 4. SELVKÆRLIGHED OG HEALING:
Så hvad kan VI gøre, hver især?
Vi kan starte med os selv og blive mere bevidste om, hvad vi giver videre til
andre. Vi kan hjælpe andre - ved at hjælpe os selv!
Vi kan alle være gode rollemodeller for børn og unge i vores liv. Hvis vi, som voksne, ikke kan acceptere vores kroppe og viser åben utilfredshed med vores udseende - hvilket eksempel sætter vi så? Derfor er jeg en varm fortaler for åben selvkærlighed.
Selvkærlighed viser vejen frem for alle andre, vi møder. Ved at være tilfredse med os selv giver vi et alternativ til al den snak, vi hører dagligt om slankekure og utilfredshed med vores ydre. Hvor det er radikalt at acceptere sig selv er det nemlig helt almindeligt at kritisere sig selv åbent.
Først som voksen mødte jeg én, der arbejdede aktivt på at elske sig selv og sin krop og det åbnede mine øjne for, at det måske alligevel ikke var nødvendigt at være i krig med sig selv konstant.
Jeg vil aldrig mere undervurdere den indflydelse, vi har, når vi tør elske os selv åbent og ærligt.
Vi kan også være med til at fjerne fokus fra vores ydre helt generelt. Jeg er stadig selv i en proces, hvor jeg overvåger de ting, jeg siger, når det handler om udseende – både til mig selv men også foran andre.
Jeg så helst, at ”Du er smuk” slet ikke var en kompliment længere. For det
 |
| Lars Kristian og publikum |
Så hvorfor ikke hjælpe børn og unge med at fokusere på noget, der kan beholdes resten af livet?
Vi kan lære dem at se dem selv som mere end objekter, som mennesker, der er gode nok, ikke fordi de er smukke, men fordi de indeholder noget unikt.
Det er en skam, at vi alle er så distraherede og bruger så meget energi på noget, der i sidste ende er ligegyldigt. Lad os hjælpe hinanden med at bygge en platform at stå på, også gennem storme og om mange år. En bevidsthed om, hvem vi er og om, at vi er gode nok – uanset om vi er unge eller gamle.
Det er op til den enkelte at skifte fokus. Vi skal bevidst og med en
kraftanstrengelse tvinge vores fokus tilbage, hvor det hører til. Og ikke alene har vi muligheden; det er for mig at se vores pligt.
Vi har lært, at det at være smuk er det vigtigste i livet. Men det er en løgn. Til gengæld er det sandt, at vi smider vores liv væk mens vi går og venter på, at vi bliver gode nok til at gøre de ting, vi egentlig gerne vil.
Så gør det nu! Og tænk ikke så meget som 1 sekund på, hvordan I ser ud mens I gør det!
Comments
Post a Comment