Om skolestart, mobning og om at være ”for meget”

Hej kære læsere! 

Så er det i disse dage at børn og unge flokkes tilbage til skolen efter sommerferien. Nogle starter samme sted, som de slap, men for mange er det en helt ny begyndelse – et nyt sted og med nye mennesker.

Det er en situation, jeg kender alt for godt – jeg har skiftet skole så mange gange, at jeg ikke på stående fod ved HVOR mange.

Derfor vil jeg benytte lejligheden til at dele mine erfaringer med at starte på nye skoler – som et såkaldt ”mærkeligt” barn.

I dette indlæg kigger jeg tilbage på min tid som autistisk barn/teenager med voksne øjne, og bruger min uddannelse som pædagogisk filosof til at se nærmere på, hvordan vi bedst hjælper børn og unge, der er ”mærkelige”.

Som en mærkelig voksen startede jeg i sagens natur som et mærkeligt barn, og jeg giver et unikt indblik i, hvad der foregik bag facaden hos mig, og hvordan det er at være mærkelig i en verden, hvor man helst skal passe ind.

Som altid fortæller jeg med stor åbenhed og ærlighed, og  da det er klart, at min fortælling er personlig, er da heller ikke intentionen at komme med en færdig løsningsmodel, som alle kan bruge. 

Men jeg tror, at det at dele tanker og følelser, kan inspirere nye tanker og mere forståelse hos andre,  og derigennem bidrage til et frisk syn på mærkelige unge.

Jeg tror, at de voksne omkring barnet kan være med til at gøre en stor forskel, for i min tid som pædagog har jeg observeret to lejre af mærkelige børn:

1. Mærkelige børn, der klarer sig godt i skolen og socialt

2. Mærkelige børn, der klarer sig dårligt og får det værre og værre som de bliver ældre.

FOR MEGET i 1989 (med min dejlige kusine) <3

Jeg tilhørte selv den sidste kategori; jeg var nødt til at skifte skole i 1998 fra Marievangsskolen i Slagelse, hvor jeg havde gået i 7 år, og til Rinkenæs Ungdomsskole, en efterskole, der lå i Sønderjylland.

I en alder af 13 år, efter syv år med daglig mobning i folkeskolen var jeg tvunget til at sige farvel til mine forældre, mit hjem og de få venner, jeg havde. 

Men jeg sagde også farvel til min klasse, og det var en lettelse.

Jeg husker ikke en eneste dag i løbet af min tid på Marievangsskolen, hvor jeg kunne få lov til bare at være i fred. Jeg skulle konstant chikaneres og nedgøres, og jeg vendte mig mere og mere ind i en indre verden, hvor jeg kunne være for mig selv. 

Til sidst blev det så slemt, at mine forældre i samarbejde med lærere og skolepsykologen besluttede, at jeg måtte skifte skole, hvis jeg fortsat skulle kunne klare mig.

Som voksen tænker jeg på, hvorfor tingene gik som de gik. 

Var de andre børn onde? Ville de skade mig? Vidste de, hvilke konsekvenser, deres handlinger ville få?

Og svaret er – jeg ved det ikke, og jeg finder aldrig ud af det.

Derfor må jeg fokusere på, hvilken skyld jeg selv har i de problemer, jeg befandt mig i - og hvad jeg selv kunne have gjort, for at ændre det udfald, der nu engang blev. 

Det er nemt at give andre skylden, og det har jeg gjort i mange år. Men kan det nu også være rigtigt, at det hele er så sort/hvidt?

Selvfølgelig er mobning aldrig okay – men det betyder ikke, at der ikke er ting, som jeg med fordel kunne have gjort anderledes – hvis jeg havde vidst hvordan.

Autisme og sociale kompetencer

Når man er autist - eller bare mærkelig - så er det svært at begå sig - mest af alt fordi man kan savne forståelse for, hvad der egentlig foregår omkring én. 

Jeg kan se tilbage på flere situationer og muligheder, som jeg slet ikke ”fangede” dengang. For eksempel ville jeg ikke lege med de andre børn, selvom de flere gange opsøgte mig.

Og det er her, jeg tænker, at der kunne være gjort en forskel.

Hvad nu, hvis nogen havde hevet mig til side og lige sagt: ”Det kan godt være, at de børn ikke interesserer sig for dinosaurer og musik ligesom dig, men det er i din bedste interesse, at de kan lide dig, så I kan komme overens uanset hvad”.

Ville jeg have været i stand til at forstå det? Ja. Kunne jeg have gjort en forskel for mig selv? Måske. Det er ikke sikkert. 

Men jeg ville ønske, jeg havde fået chancen. 

For her er forskellen på de to lejre af mærkelige børn: den ene lejr fungerer socialt og den anden gør ikke.

Den ene lejr er mærkelig i en fælles verden med andre, den anden er mærkelig i sin indre verden. Der er et behov for balance mellem det at blive accepteret for hvem man er og så på, at man er så mærkelig, at man ikke kan lege med andre børn.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi som forældre og voksne sørger for, at SAMTIDIG med, at vi respekterer barnets særegne interesser OGSÅ sørger for, at de kan begå sig socialt.

For meget i 1994

Jeg har i min tid som pædagog set mange dejlige forældre til mærkelige børn, der er ved at slå knude på dem selv for at acceptere deres børns mærkværdigheder så meget som overhovedet muligt, og det er al ære værd – men jeg tror desværre også, at det kan blive til en bjørnetjeneste, hvis man giver for meget rum.

Hvad "for meget" i denne sammenhæng er vil være individuelt, men jeg tror, at i stedet for at give plads til, at barnet bliver mere og mere særegent (og dermed svært at forstå for udenforstående), så skal vi sørge for at give sociale kompetencer. For barnet skal nok være og forblive mærkeligt, bare rolig, men evnen til at forstå, at der også findes en verden, hvor man skal kunne leve og gerne blive forstået – den kommer ikke af sig selv.

Jeg ville den dag i dag ønske, at jeg havde forsøgt at forstå de andre børn i stedet for at afvise dem fordi de ikke var ligesom mig. 

Jeg tænkte ikke andet, end at de bare ikke var ligesom mig og dermed ikke nogen, man kunne lege med. Og så lukkede jeg af. Jeg villle ikke være sammen med nogen, der ikke forstod mig.

Jeg savnede simpelthen evnen til at begå mig socialt – selvom jeg var mærkelig. De to ting behøver bestemt ikke at udelukke hinanden. 

I dag, for eksempel, er jeg præcis lige så mærkelig som altid, hvis ikke mere, men jeg kan (i en kort periode) godt dæmpe mig nok til at kunne begå mig til f.eks. jobinterviews og når jeg er på arbejde. I disse situationer har jeg øvet mig i at skifte fokus fra mig selv og til andre. 

Jeg har øvet mig i at tale om ting, som andre kan forstå, også kaldet small talk. Jeg har øvet mig i at lade som om.

Og jo, det ville da være fint, hvis det ikke var nødvendigt, men det er det i vores samfund - det er virkelig nødvendigt. 

Efterskole og ensomhed

Men for at vende tilbage til 1998, så ankom jeg til efterskolen; et sted, hvor sociale færdigheder var ENDNU vigtigere fordi man er der hele dagen - og jeg havde stadig aldrig forstået, HVORFOR jeg havde været så upopulær i folkeskolen.

Når jeg kigger tilbage nu er det jo en no-brainer. Nej, alle de andre børn var ikke dumme, som jeg var overbevist om. 

Jeg ved ikke, hvor populær, jeg kunne være blevet og hvor meget de andre ville have kunnet accepteret mig, men jeg kan da regne ud, at det nok ikke har gavnet noget at lukke mig inde i mig selv – på trods af at andre faktisk rakte hånden frem mod mig. Hvad kunne de ellers have gjort? Og hvordan ville jeg have følt det, hvis jeg havde rakt hånden frem og den ikke blev taget? Tja.

På den nye efterskole startede det rigtig godt: Min nye værelseskammerat var en pige med karakter, der kom fra Amager. I begyndelsen var jeg meget fascineret af hende; hun vidste alle mulige ”voksne” ting, som jeg intet anede om.

Hun gik fra ivrig poptøs til satanist og Marilyn Manson på det år. Og vores forhold undergik også rigtig mange forskellige twists; her kan jeg ikke se tilbage med særlig stor klarhed, for hun blev meget hurtigt skolens mest populære pige, og jeg blev den nok mindst populære - igen.

Som sagt startede det hele godt. Jeg tror, jeg havde en god uge, men så faldt det hele til jorden. Jeg nåede lige at mærke, hvor dejligt det var at være accepteret – og så var jeg pludselig ikke længere accepteret mere. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg havde ellers åbnet mig op og var ivrig efter at få nye venner. Men jeg har en mistanke om, at det pludselige fald i min popularitet måske har noget med bagtalelse at gøre.

For meget i 1997: Min veninde og jeg leger, at vi er TLC.

Min værelseskammerat kunne ting, jeg overhovedet ikke kunne: hun kunne manipulere og "spille spil". 

Jeg, derimod, er en person, der kun kan kommunikere direkte. Jeg kan ikke opfatte signaler og underforstået tale.

Derfor havde jeg ingen anelse om, hvad der foregik omkring mig, så det har jeg stadig ikke. Jeg spekulerer nogle gange over det, men jeg kommer ikke langt, for der foregik en masse, som jeg ikke kendte til, og kun kender til brudstykker af. At sætte det sammen til noget, der kan bruges, er umuligt.

Men det var et meget ensomt år, og mobningen fortsatte. Nu kunne jeg ikke have mit privatliv, som jeg havde kunnet hjemme. Jeg kunne ikke tale med mine forældre. 

Jeg hørte kun fra min far en enkelt gang på det år. Min mor sendte mig til peanuts og breve om, at hun elskede mig. 

Men jeg kunne ikke kommunikere de rigtige ting tilbage til hende. Hvad skulle jeg sige? 

"Mor, der er ikke nogen, der kan lide mig, og jeg er helt alene hver dag?"

Det havde nok været det rigtige at gøre, men jeg var ikke engang rigtigt bevidst om det. Jeg tror, at jeg gik tilbage til at tænke, at alle andre end mig var idioter, og at derfor måtte jeg lide. 

Samtidig lærte jeg en masse negative ting om at være teenager, og så nogle uheldige eksempler på, hvordan man kunne blive populær.

Året efter fortsatte jeg på en ny efterskole - og det samme gentog sig. 

Det startede neutralt, men så gik det ned ad bakke, og jeg blev mobbende kaldt for en barbie-dukke (det havde jeg fået smag for at ligne på min forrige skole, hvor en pige på et tidspunkt inkluderede mig, fordi jeg havde lyst hår, i en ting hun kaldte "Barbie Power") – men her skete endelig noget helt nyt:

Skolens mest populære dreng holdt hånden over mig. Der var ikke gået meget af året, og jeg var genstand for mere og mere hån og hvisken i krogene, men han havde set mig som jeg var, fordi vi var i kontaktgruppe sammen og spiste sammen, og da han en dag hørte nogen tale om mig, sagde han simpelthen: Hvad fanden snakker I om? Hun er sgu da for cool.

Og sådan! Jeg var mærkelig, men cool resten af det år. Og jeg rykkede over i den lejr, der passede dertil: mærkelige børn med begyndende sociale kompetencer. Og jeg var virkelig kult, det år. Det var en helt ny følelse!

Jeg har allerede takket ham mange gange, og han er nok heller ikke typen, der læser … men hvis du kommer forbi, så tak igen, min seje, multitatoverede engel. Du reddede mit liv, det er jeg sikker på! :)

AT VÆRE FOR MEGET

Jeg har været for meget på så mange forskellige måder i mit liv.

FOR MEGET - Kate Bush-dans i 2017

Jeg har ændret mig så meget fysisk, at jeg har oplevet livet gennem mange forskellige udtryk i form af tøj og hårfarve, længden af mit hår, en stor krop, en lille krop … fra mange forskellige personers point of view, på en måde.

Det er en anden ting, som mange flytninger gør: man FÅR chancen for at være en anden. 

For at prøve igen. Jeg prøvede primært at blive opfattet anderledes gennem tøj og udseende, men … uanset hvad, så var jeg stadigvæk ALTID …

HENDE DEN SKØRE.

Og det er jo meget sjovt. Hende den skøre, der (…)

Men altid - hende, den skøre. Hende originalen. Hende, der bare altid er lidt for meget. Hende, man lægger mærke til.

Det er en del af vores kultur. 

Kvinder (og børn) er altid ”for meget”, og får på samme måde besked på at være mindre. 

Men det modsatte – at være for lidt – det får vi ironisk nok aldrig at vide, at vi er.

Og hvis man kigger det lidt efter i sømmene, så er det ellers mest det, der er problemet.

Kvinder har nemlig svært ved at FYLDE NOGET.

De kæmper med at turde sige deres mening, fordi de har lært, at kvinder skal være små og fine – ellers opnår vi ikke lykken. (Den opnås som bekendt kun, hvis man er feminin og attraktiv).

Og hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at det er ikke attraktivt at være ”for meget”.

Jeg er nemlig virkelig for meget. Så meget for meget, at selvom jeg prøver, så kan jeg ikke engang lade som om jeg er .. hvad hedder det så lige – at være ”tilpas”?

Tilpas er bare et andet ord for, at vi ikke laver nogen bølger i andedammen.

Vi har lært, at vi ikke må gøre andre oprørte, for det kan andre mennesker ikke lide. Det er meget vigtigt, at vi ikke gør andre ilde berørt på nogen måde.

For meget i 1992 - leger et eller andet vildt

Don't rock the boat!

Piger skal udover små, også være søde; ellers kommer de i ”for (...)-kategorien:

FOR følelsesbetonede, for hysteriske, for krævende, for … ja, ALT.

Men sagen er, at det alt sammen handler om, at vi lærer, at vi eksisterer for ANDRE MENNESKER – ikke for os selv. Og det gør vi fandeme ikke!

Det handler om, hvem det er, der siger, at vi er for meget.

For meget – for hvem? For andedammen?

I sagens kerne ligger der dét, at det er ANDRE mennesker, vi er for meget for. Og hvis man ændrer vinklen en smule, så er ”for meget” faktisk ikke sådan et dårlig udtryk trods alt. For det er lige dét, man er. Man er for meget i forhold til, hvad andre kan kapere.

Og det kan jeg sagtens leve med. 

Det har nemlig intet med os at gøre – det handler om det menneske, vi står overfor, og dets rummelighed.

Måske er det frygt for, at vi skal blive RIGTIGT meget, der får nogle mennesker til at prøve at puste andres lys ud. 

Måske er i irritation over, at det er mennesker, der er for meget, der starter ting, der tør sige deres mening og se regler og vaner fra nye vinkler. 

Måske er det fordi de tror, at de bliver mindre hvis andre er meget. Der er sikkert en myriade af forskellige grunde, men de bunder alle sammen i frygt, og vigtigere endnu: de handler om DEN ANDEN.

Ikke om os.

Vi lærer, at vi skal være SMÅ. På alle måder. Vi må ikke få andre til at få det dårligt. Vi må ikke sige noget, så vi kan holde dem ansvarlige for deres handlinger.

Der er flere ting, der gør, at vi bliver ved med at holde os selv tilbage og vores følelser inde.

Jeg har som sagt aldrig haft held med det; jeg ER bare for meget for mange mennesker, og har ikke kunnet skjule det selvom jeg har haft mange chancer for at starte forfra.

Men jeg har så sandelig – og helt ubevidst - forsøgt at være så lidt som muligt rent fysisk. Måske var det min måde, at arbejde med det på.

Jeg har prøvet lidt af hvert. Jeg har været den såkaldt "grimme" pige, jeg har været den "smukke" pige, den "for sexede" pige, den "for drengede" pige ... you name it. 

Så jeg vil runde dette indlæg af med at opfordre jer til at være STORE.

Ud med lille og uanseelig -  og ind med powerful! 

Vi skal nok blive lykkelige uanset hvad - vi behøver ikke at krybe og kravle for, hvad mænd vil have. Den rigtige mand skal nok kunne rumme os præcis som vi er. 

Jeg ved ikke noget værre end artikler, der handler om, hvad mænd vil have. Jeg har selv læst så mange af dem - og forsøgt at leve op til dem - så det er helt uhyggeligt.

Artikler, hvor det undersøges hvilken kjole, mændene synes bedst om ved at sende en journalist ud i byen med tre forskellige kjoler af forskellig længde. Og et panel af mænd, der så vurderede, hvornår hun var "for meget", i dette tilfælde for sexet. 

2001: Synger Nobody's Wife og er vred XD

Artikler, hvor tre kvinder smed tøjet og blev vurderet af mænd fra forskellige vinkler. Mændene leverede deres mening om, hvilken kropstype, der er frækkest. 

Jeg har også set mere kreative versioner, hvor man kom ind på, hvordan man skulle opføre sig, om man måtte bøvse, hvor meget makeup, hvor langt hår, hvor meget man optimalt set skulle sige på en date og så videre og så videre ...

KORT SAGT er kvindebladene spækket med lorteartikler, der handler om, hvordan du IKKE er dig selv. Og ja, så skal det jo nok blive nemt at finde en, der virkelig elsker dig for den, du er.

Jeg siger, at det er på tide at fylde. Det er på tide at være for meget. Og det er fandeme tid til at være os selv, og til at lægge de blade tilbage på hylden, der fylder os med ideer om, hvad mænd vil have. 

NO FUCKING MORE! 

Masser af kærlighed, Christina <3