Den Lille (croquis) Havfrue

Min oplevelse som croquis-model

”Hvis de laver Den Lille Havfrue til en film med rigtige mennesker, så skulle du
melde dig som Ariel. Du har det hele!”

Den respons fik jeg fra to piger, der lige havde brugt timevis på at studere og tegne
min krop fra alle mulige – og umulige – vinkler.
Og jeg kan ikke forestille mig en mere emotionel eller støttende kommentar. Det
vender jeg tilbage til senere.
I går tog jeg det næste skridt på min vej mod selvkærlighed og selvaccept: med et job som croquis-model på Absalon i København!

Jeg fik ideen tilbage i april, hvor jeg udstillede mit maleri, ”Selvportræt med Hval”,
mens jeg holdt en tale som en del af et Open Stage arrangement. Mit bidrag handlede
om spiseforstyrrelser, negativt syn på kroppen, og hvordan vi kan heale de misopfattelser, der er blevet reglen snarere end undtagelsen blandt mennesker, uanset
køn, alder og udseende p.g.a. det enorme kulturelle pres, vi alle lever under fra det sekund, vi overhovedet opdager, at vi HAR en krop.
I mit møde med publikum efter talen mødte jeg en mand, der selv havde været croquis-model.
Han hørte min historie, og foreslog mig at prøve det som mit næste projekt.
Jeg var helt enig.
Det VAR det næste skridt. 

Jeg havde allerede tegnet og malet mig selv i de mest intimevpositioner og delt værkerne på sociale medier. Jeg havde også lige holdt en tale om værkerne og om tankerne bag. Jeg havde været nøgenmodel for en fotograf, der udstillede dem (og kun dem) tilbage i efteråret. Det næste skridt var et stort skridt. Det ville det nok være for de fleste, men for mig, der
har været i konstant kamp med min krop siden jeg var 12, var det mere end et skridt – det var et spring!
Og til forskel fra de andre oplevelser med at vise min krop offentligt, så var der denne gang

Kunne også slappe lidt af indimellem :)

ingen sikkerhedsnet. Jeg kunne ikke acceptere billederne før jeg lagde dem ud eller
skrive et indlæg eller en tale om dem. Det var bare mig, alene og nøgen. Intet andet.
Som jeg stod dér, på et podium i midten af en cirkel af fremmede mennesker i to
timer, havde jeg rigtig god tid til at tænke og føle situationen.

Jeg begyndte at kunne huske mig selv som barn, som jeg var, da jeg endnu ikke
havde lært at skamme mig over min krop. Da jeg endnu ikke var blevet hjernevasket
til at hade hver eneste del af mig selv, der ikke lignede de (photoshoppede, ved jeg
nu) billeder, jeg så alle vegne. Da jeg ikke havde fået at vide – af andre mennesker,
der ikke er skyldige i andet end også at være blevet hjernevaskede – at jeg skulle være noget andet, end jeg er.

Mindre dér, større dér, mere brun dér, mere lys dér, færre hår dér, men flere hår hér …
aldrig var der noget, der var fint, som det var.
Jeg lærte hurtigt, at jeg var uperfekt og burde skamme mig.
Vi lever i en kultur, der lærer os dette:
Hvis du har en fejl, så få den rettet for enhver pris! Køb en anti-rynkecreme, for vi skal være dét, som ingen kan være: unge for evigt. Den ypperste kompliment, vi kan

En af de flotte skitseblokke

få er ikke at vi har gjort noget godt for os selv eller for andre; nej, det er at vi ser yngre ud end vi er. Eller at vi har tabt os.
Så træn til du segner, sult dig selv, kast op efter hvert et måltid. Hvis du ikke kan, så få dine fejl fikset kosmetisk. Og har du ikke råd til det, så dæk dem til. Begynd at hade dig selv og undskyld konstant for dit udseende. Gør alt, hvad der er i din magt for at se bedre ud. Også selvom det betyder,
at du er nødt til at ofte dit fysiske og mentale velbefindende. Det er ikke så vigtigt. Det er kun vigtigt at se godt ud.
Også selvom prisen er, at du må sulte og plage dig selv hver eneste dag, løbe lange ture med dårlig samvittighed efter hvert måltid. Hvis det er nødvendigt for at se bedre ud – så GØR det.
På den måde kan du få accept og ros fra
omgivelserne.
Du må aldrig nogensinde elske din krop som den er. For hvis du gør det, så er du værdiløs for de mennesker, der lever at at sælge ting til folk, der hader deres kroppe. Og den industri er, for at sige det mildt, enorm.
Jeg elskede at svømme og dykke som barn. Som i – jeg ELSKEDE det. Jeg svømmede rundt ved enhver lejlighed, og forestillede mig, at jeg var en havfrue. I disse øjeblikke var jeg totalt lykkelig. Jeg var et trist og lidt akavet barn alle andre steder, men i vandet – dér var jeg hjemme! Den Lille Havfrue var desuden min yndlingsfilm, og jeg kan se tilbage på den som et af de bedre eksempler, Disney er kommet med, når det kommer til at sende et nogenlunde signal. Om ikke andet, så
elsker Erik Ariel fordi hun har reddet ham, ikke på grund af hendes udseende. Det kræver nok sin helt egen post at udrede, hvordan Disney-film - og stort set alle historier og film og bøger generelt alle glorificerer udseende. Det er altid de unge og smukke, der ender med at blive lykkelige.
Uanset hvad, så betød havfrue-kommentaren fra de to piger meget for mig. Ellers er jeg ikke meget for komplimenter, der er handler om udseende. Lige så velmente, som jeg tror de fleste af dem er, lige så meget bidrager de til at glorificere det ydre, og opfordrer værdsættelse af det ydre frem for det indre. Det vil jeg ikke støtte, for jeg synes, det er helt absurd.

Men havfrue-komplimenten blev af mig opfattet på et dybere plan.
Sammenligningen mindede mig nemlig om de glade dage i vandet - som havfrue.
Jeg følte, at der endelig var nogen, der kunne se mig sådan. På den måde, som jeg virkelig er.
Og bedst af alt: jeg havde ikke forventet eller prøvet at opnå denne kompliment ved kun at vise min bedste vinkel frem. Jeg havde intet skjult - eller ændret.
Der var ikke noget godt lys.
Dem faldt ikke i en situation, hvor jeg havde forskønnet mig selv på nogen måde,
hverken med photoshop, filtre eller lag af makeup. Endnu en uønsket effekt,
forresten, af sociale medier: børn og unge i dag vokser op i en kultur, hvor ikke kun
reklamerne snyder os ved at vise os et billede, der ikke findes i virkeligheden, som de
også gjorde, da jeg voksede op. Nu kan vi minsandten også snyde hinanden med
alverdens metoder til såkaldt forskønnelse af vores liv og billeder! For slet ikke at
tale om os selv.
Men intet af alt dette havde indflydelse da jeg var croquis-model for første gang.
De to piger havde ikke set mig fra min bedste vinkel. Det var bare mig og min krop
de havde set.
Jeg har ikke været i vandet i omkring ti år. Jeg har ikke haft mine ben bare udenfor
(og nærmest heller ikke indenfor) før sidste sommer (og da var den med en
brændende knude i maven og en fornemmelse af at være forkert).
Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne have det på nogen anden måde – og da slet
ikke bedre! Jeg havde accepteret disse onde livsbetingelser. Jeg så kun frem mod et
helt liv, hvor jeg skulle frygte, at andre ville se min fejlfyldte krop.
Men i går blev jeg set. Jeg var nøgen. På et podium. Mennesker sad rundt om mig og
kiggede og tegnede.
Så var jeg bange? Nej!
For jeg var, gennem min kunst og de udtryk, jeg har vist via mine værker, blevet klar
til at blive set som den person, den rollemodel, der ikke var der mens jeg selv
voksede op.
Jeg blev dybt rørt over den kærlighed og accept, jeg kunne mærke. De rare øjne og
venlige smil. Og jeg indså på podiet, at min værste fjende er mig selv. Det er ikke
andre mennesker, der ikke kunne acceptere mig: det er mig selv. Pisket af vores
kultur har jeg hadet og ødelagt mig selv.

Den bedste position, hvis jeg skal sige noget!

Men det er kun inde i vores hoveder, at vi er
uacceptable. Det er kun virkeligt så længe vi tror, at det er det. Vores fjender er ikke hinanden, men den kultur, der så nådesløst præger os. Faktisk har jeg erfaret, at de fleste andre mennesker har det så
dårligt med dem selv og er så fokuserede på, hvordan de selv ser ud, at de slet ikke tænker over andre.
Og alle I dejlige mennesker derude. I er alle på jeres personlige rejser, og jeg håber, I elsker eller vil komme til at elske og acceptere jeres kroppe. Der er intet galt med dem, uanset jeres alder, jeres
mængde af kropsfedt eller noget som helst andet.
Det er jeres liv, det handler om.

Jeres krop. Den fortjener jeres kærlighed. Spild ikke jeres liv med disse meningsløse og destruktive tanker om, at I burde være andet end I er.
Fokuser i stedet på jeres talenter og lær jeres børn og kære at bygge en platform for
dem selv, som de også kan stå på, når deres udseende og ungdom er væk.

For ved åbent at elske og acceptere jer selv giver I denne gave videre til andre
omkring jer, der i stedet for at høre ting som ”Åh, hvor er jeg tyk!” og ”Jeg hader min
mave!” kan følge et sundere et eksempel, hvor skønhed slet ikke er i fokus, men hvor
det indre respekteres og fremhæves.

Kun en smule ukomfortablt at ligge i denne stilling i 10 minutter!

Vi har alle chancen for at være en positiv rollemodel for både børn, unge og alle
andre omkring os ved at rette vores fokus derhen, hvor det hører til. Og ikke alene har
vi muligheden; det er for mig at se vores pligt.
Så i år skal denne havfrue ud at svømme! Allerhelst nøgen, og uden nogen makeup til
at dække mine bumser. Med appelsinhud, strækmærker og bryster, der ikke er lige
lange – og min elskede kropsbehåring.
Og denne gang vil jeg svømme med en ny form for lykke: en hjemmelavet
selvaccept, der ikke er baseret på at være perfekt, men på at være naturligt sig selv og glad for det.

Med ønsket om selvkærlighed, Christina