Neko Kiriyama - (WTF?)

Foto: Semih Simsek

Da jeg blev antaget på Kunstnernes Påskeudstilling i 2023 med 6/6 værker, som jeg havde indsendt under mit alias NEKO KIRIYAMA, var reaktionen meget blandet.

Hvad var nu det for noget? Homoerotiske værker? Hvorfor? 

Og jeg kan afsløre, at spørgsmålene ikke var færre, da jeg i 2025 blev antaget igen, denne gang både som Neko Kiriyama - og under mit eget navn. Som mig selv. 

KP 2025

Efter ferniseringen i Kunsthal Århus, havde jeg havde meldt mig til at holde en Artist Talk ved finissagen 2025, og blev udvalgt. 

Ferniseringen var forløbet fantastisk - jeg blev interviewet til Kunstavisen, jeg var kommet igennem nåleøjet to gange (!) og jeg var omgivet af min familie og mine venner, der var kommet hele vejen for at se udstillingen. 

Morning Sun (朝日)

Det betød virkelig meget for mig.

Jeg bor i København, og skulle derfor tidligt afsted mod Århus for at deltage i finissagen. At sige at mit humør ikke var i top, da jeg en majmorgen satte kursen mod Århus, ville være en underdrivelse.  Jeg havde ellers forberedt mig og skrevet nogle ord om mit alias - det var gået op for mig, at emnet var omdiskuteret, og skabte en del forundring.

Foto: Semih Simsek

Så jeg havde sat mig ned, kigget indad og stillet mig selv spørgsmålet: Ja, hvorfor egentlig?

Jeg havde tilmed fundet svaret, selvom det måske ikke ville give mening for andre end mig selv. 

Det håbede jeg dog, at det ville. Men hvis det ikke gjorde, var der ikke så meget, jeg kunne gøre ved det.

Men som sagt - mit humør var i bund, da dagen oprandt.

Hvorfor har jeg nu meldt mig til at holde en Artist Talk? spurgte jeg forundret mig selv. Det var da utrolig dumt.

Det var sidst i maj, og årsdagene var begyndt at rulle ind over mig som et stort Sorglokomotiv, og det var knusende, for at sige det mildt.

Min elskede far

Et år forinden, den 19 maj 2024, krammede jeg min far for hvad der skulle vise sig at være sidste gang. På Fars Dag d. 5/6 2024 fandt jeg ham død i hans lejlighed. 

Min far var en stærk, ældre mand, der bestemt ikke lod til at skulle herfra sådan lige med det første. Han var ude i naturen hver dag på sin motorcykel, nærmest i bedre form end de fleste jeg kender på min egen alder, og tog aldrig så meget som en Panodil.

At miste ham så pludseligt havde været det værste, jeg nogensinde havde oplevet i mit liv.

Jeg led stadig af PTSD og oplevede symptomer som hår -og hukommelsestab, samtidig med at jeg famlede mig frem i blinde for at finde en måde at leve med det hul, det fravær, han efterlod sig.

Min far og jeg var bedste venner, vi sås ofte og tog på ture ud i naturen. 

Hvor han før havde været oplevede jeg et sort hul, der truede med opsluge mig. Jeg fjernede mig mere og mere fra de levendes verden, og var begyndt at føle mig mere hjemme blandt de døde.

Så....

Nej, jeg var fandeme ikke i godt humør, som jeg omkring disse mærkedage kørte til Århus for at holde Artist Talk.

Under mit eget navn havde jeg imidlertid to værker med, der handlede om tabet af min far, og det var - og er - jeg stolt af.

Min far, Kjeld

Men jeg var ikke i humør til at stå og snakke om Neko Kiriyamas værker; de føltes, som om de var lavet i et andet liv. Et liv, hvor jeg havde begge mine forældre - begge mine bedste venner. 

Sorgen havde mærket mig på en måde, hvor blandt andet glæden ved at male som Kiriyama var forsvundet. 

For at være ærlig, var glæden ved de fleste ting forsvundet.

Jeg havde i stedet koncentreret mig om at male de minder, jeg havde haft med min far. På et år var det blevet til flere hundrede mini-billeder. Jeg havde desuden sendt nogle af hans værker ind til KP 2025 posthumt, og de røg ikke ud i første runde! 

Der gik årevis før jeg selv lavede noget, der kom i betragtning til en af de store udstillinger, så det er virkelig imponerende.

Jeg kommer helt sikkert til at lave en blogpost med min fars værker en dag, de er virkelig noget helt specielt.

 Foto: Semih Simsek

Der er nok ingen, der gider høre min tale anyways

Jeg ankom altså til Kunsthal Århus med et noget andet mindset, end da jeg skrev min Artist Talk.

Trods alt - jeg var bare en ud af fem, der skulle sige et par ord. 

Jeg havde godt nok min tale printet ud og med - men jeg holder den ikke, sagde jeg til mig selv. For det gider jeg ikke. Og der er sikkert heller ikke nogen, der gider høre den alligevel.

Jeg stavrede ind i hallen, bad min mand købe et glas vin til mig i baren, og havde lige sat mig ned, da en af bestyrelsesmedlemmerne i Kunsthallen kom hen til mig:

"Neko! Der er du jo! Hold nu op, hvor vi glæder os til din Artist Talk!"

Nå? Ja. Okay. 

Ja, det gør jeg også, svarede jeg, som sandt jo var. For i det øjeblik vidste jeg knapt nok, hvad jeg egentlig skulle sige.

"Du bliver simpelthen nødt til at fortælle om dit alias. Er du klar over, hvor mange mennesker, der har spurgt til det? Jeg tror faktisk, det er det spørgsmål, vi har fået allerflest gange i udstillingsperioden".

Well, fuck.

K K dobbelt O L - for det at være KOOL gør en forskel

For pokker da. 

Så var der ellers pres på, og jeg satte mig til at øve på min Artist Talk, hvilket jeg slet ikke havde fået gjort, hverken hjemme eller de mange timer i bil eller på færgen. 

Til gengæld havde jeg siddet og spillet Danny Kool for min mand i bilen på vej til Århus (jeg kan ikke huske det, men jeg må jo næsten have haft alkohol med i bilen hjemmefra?) 

"K K dobbelt O L - for det at være KOOL gør en forskel!" insisterede jeg igen og igen - i hvert fald de gange, hvor det lykkes mig at sige det rigtigt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne have rappet Senorita, som jeg faktisk kan teksten til. 

Men nej. Der skal også være lidt udfordring, går jeg ud fra.

Min fars værk, "Coming Back"

Nu havde jeg så imidlertid pænt travlt med at få lært min egen tale inden vi skulle til at i gang. 

Og det skal heller ikke ende med at være en inspirerende historie om, at hvis man bare drikker vin nok ... hey vent.... 

Nej, slutningen på historien er måske ikke, at jeg gik ind og leverede en banger af en tale. Men jeg gik i hvert fald ud på gulvet, midt i Kunsthallen. Jeg var den sidste, der skulle på, og de andre havde givet mig noget at tænke over. Og jeg holdt min tale, sådan som den kan læses lige her nedenfor. 

Jeg havde også min skitsebog med, med mine malerier af min far og vores minder og ture sammen, og den viste jeg frem.

Foto: Semih Simsek

Jeg fortalte, at jeg havde mistet min far, og hvordan jeg var gået i gang med at male små malerier nærmest umiddelbart efter, bare for at have en eller anden form for normalitet i mit liv.

Erratic (?)

Jeg synes selv, min tale var ret god og jeg gav den i hvert fald alt, hvad jeg havde. 

"Du var erratic," sagde min mand til mig, da spørgerunden var slut og klapsalverne var døet hen. Nå ja, det var jeg vel. Det er sådan, jeg er. 

Så det ville jo være underligt om jeg pludselig skulle have transformeret mig selv til en freaking Martin Luther King på en cocktail af sorg, rosévin og Danny Kool.

Spørgsmålene i spørgerunden, der blev holdt efter talerne, havde heller ikke været heeeeelt så bløde og venlige, som de havde til de andre kunstnere. Der blev ikke kastet med blød hånd, og der var et vist bid bag dem, og det er jeg sådan set også tilfreds med. Det betyder jo, at mine værker og min tale har sat noget i gang hos dem. 

Og det var dét, der var intentionen. At sige noget med dem.

Skitsebog og samtale, Foto: Semih Simsek

Efter min Artist Talk kom en mand hen, der overbeviste mig om, at jeg havde gjort noget rigtigt. 

Hans mor var hans bedste ven, og han fortalte, hvor bange han var for at miste sin mor - og han bad om at kigge i min skitsebog. 

Jeg gav ham den gerne og vi havde en interessant samtale om værkerne og om at frygte døden og særligt tabet af vores forældre. 

"Det er ekstraordinært," sagde han, da han gav mig bogen tilbage. 

Og det glemmer jeg aldrig. 

For hvor Neko Kiriyamas værker er virkelig in your face, så er mine egne værker det præcis modsatte. De er små, de er undseelige, de råber på ingen måde op. De bittesmå værker, med de store oplevelser bag.

Det ene udelukker ikke det andet, i den samme person.

Jeg tror også det er det, der har forvirret mig mest ved mig selv over tid: at jeg kunne indeholde så mange kontraster.

Nu ved jeg, at det er helt almindeligt; alle mennesker er kontrastfyldte, selvom det godt kan være at jeg, særligt som yngre, havde mere kontrast end de fleste andre (ville indrømme?) 

Det er virkelig sandt, hvad de siger: gennem ens arbejde med farver og former kan man finde sig selv - hvis man er heldig.

Eller, man kan finde nye sider af sig selv.

Jeg kender begge sider af mig selv - både Christina, der som barn nærmest aldrig talte, men befandt sig i sin egen verden - og Neko, der elsker at være direkte og sige sin mening lige ud. 

Jeg holder meget af dem begge to, selvom de nu begge på hver deres måde ligger bag mig. 

Loulou Buxbom og jeg. Foto: Semih Simsek

ARTIST TALK fra Kunstnernes Påskeudstilling maj 2025:

"Mit alias, Neko Kiriyama, opstod som en - for mig - naturlig reaktion på en række af chok.

Jeg har altid været interesseret i det chokerende og lige så langt tilbage, som jeg kan huske, har det, som skræmte mig mest, også været det, der fascinerede mig mest.

Min instinktive reaktion har altid været den samme: hvis noget virkelig chokerede mig, så var det mit tegn til, at det var tid til at dykke dybt ned i det - og det gjorde jeg via repetition. Jeg sad og så de mest uhyggelige filmscener, igen og igen. Jeg tog endda hjem i hver spisepause i skolen for at se ”Scream”.

Det chokerende blev mit helle, forvandlet til et sted, hvor det var mig selv, der bestemte over chokket.

Folk undrede sig, men det er ligetil: Hvis du kender det chokerende fra ende til anden, hvis du gør dig selv til en del af det - hvad er der så at være bange for længere?

Jeg skabte min identitet som Neko Kiriyama af samme grund, som man gemmer sig i mørket: for at andre ikke skal kunne gemme sig derinde og så overrumple én.

Og på et tidspunkt gik det op for mig, at ingen film, ingen bog har kunnet overrumple mig så meget som mænd og den mandlige seksualitet.

Derfor måtte jeg nødvendigvis før eller siden se nærmere på dette tema. Men hvordan?

Det er svært at få andre mennesker til at gentage deres udsagn, deres følelser, deres mest intime oplevelser (jeg har prøvet), så jeg var nødt til at finde en ny tilgang end den, jeg havde brugt som teenager, da jeg sad og repeterede bøger og gyserfilm.

Og i den proces blev jeg konfronteret med mig selv på en måde, jeg aldrig havde forventet. Jeg var nødt til at kigge ind i mig selv og finde de særeste, mest chokerende og mest hardcore sider af mig selv frem - min maskuline energi.

Og så begyndte det at handle om at bruge de sider af mig selv, bruge min egen energi, i stedet for at lede efter de ting, jeg savnede, i andre mennesker.

For det var et livslangt mønster for mig.

Det gik op for mig, at jeg aldrig havde været spor interesseret i, hvem jeg var - jeg var interesseret i, hvem eller hvad jeg kunne tilføje til mig selv, så jeg kunne blive mere, end jeg allerede var.

Om det var autentisk eller ej betød ikke noget - hele mit liv har det handlet om at se ud som noget.

Ole C. Hansen styrer spørgerunden. Foto: Semih Simsek

Så jeg har altid prøvet at stjæle andres energi, uden at se efter, hvad jeg egentlig selv havde - om jeg overhovedet behøvede at tage fra andre.

Jeg stjal andres passion, deres maskulinitet, deres psykopati, deres sygdomme, deres berømmelse, deres vrede, deres personligheder, og så prøvede jeg at tilføje deres originalitet til mig selv. Det føltes ligesom når man har sat et klistermærke på et eller andet, og man hiver det af og så prøver at få det til at sidde fast på noget andet.

Selvom jeg godt vidste at det ikke havde ret meget klister tilbage, og ikke ville kunne sidde fast ret længe, så prøvede jeg alligevel.

Og de ting, jeg faktisk havde, og som var unikt mine egne, dem skilte jeg mig af med, og erstattede med klistermærker uden klister på; de stjålne dele af andre, som jeg beundrede.

Som Neko Kiriyama var jeg i stand til at endelig lade folk beholde deres energi og i stedet finde de ting, jeg havde brug for i mig selv".

Spørgsmål, anyone?

Ja, der var som sagt spørgsmål. 

Hvor de andre kunstnere udelukkende havde modtaget positiv kritik, blev jeg blandt andet spurgt:

Men hvis du laver kunst bare for at provokere, betyder det så ikke, at din kunst er uden indhold?

Jeg havde ikke sagt, at jeg lavede noget for at provokere, så jeg ved ikke, hvor den idé kom fra - men det må næsten have været en indstilling, som vedkommende havde fået inden min tale - og holdt fast i.

Et eller andet sted synes jeg, at det er lidt kedeligt, at emner som homoseksualitet kan være kontroversielle i 2025, men modviljen har været tydelig at mærke. 

Der har dog fra officiel side været udelukkende ros til Neko Kiriyamas værker.

For eksempel skrev Lise Barsøe i 2023:

"Det mest fascinerende værk på udstillingen er ren pornografi i seks værker med en japansk stregteknik og en klar, indbydende gouachebemaling. De værker er så æstetisk smukke og lige til illustrationer af et par saftige eventyr fra 1001 nat."

Værkerne havde gjort indtryk, og da Lise så, at jeg igen var blevet antaget, kontaktede hun mig med henblik på at lave et interview for Kunstavisen i 2025.

Lovers on the Veranda (ベランダの恋人) 

Sarah Helene Jørgensen fra Vink Århus skrev: 

(...) med en radikalt anderledes erotik, som vi ser den udfoldet på sarteste vis af debutant Neko Kiriyama i seks forskellige malerier. Her illustreres nærmest pornografiske scenarier, eller måske blot nudes af i dag, i et smukt og behageligt billedsprog. Kontrasten mellem gagballs, blottede kropsåbninger og eksplicitte motiver, og så den sarte visualitet er pirrende på underfundig vis. Kiriyamas værker er på én gang konfronterende og sårbare i deres homoerotiske appel.

Lovers on the Veranda (ベランダの恋人) var både forsiden på kataloget i 2023 og baggrund på den officielle hjemmeside, en helt uventet og fantastisk velkomst, for at sige det mildt. 

I 2025 fik jeg antaget ét værk som Neko Kiriyama, men til gengæld var det et helt kortspil.

BARAMON CARD GAME:

"Bara" betyder rose, men det er også slang for japansk homoerotik, ofte dedideret pornografi, lavet af mænd og til mænd"Mon" er en sammentrækning af det japanske ord "monustaa", som de fleste kender det fra Pokémon.

Ideen bag spillet Baramon er at vise gay identitet gennem tiden i Japan som et visual med gammeldags og moderne inspiration sat sammen i et værk, der er et spillekort.

En sekser

Identitet kan blive til et spil hvis man - ligesom i Pokémon - bruger ens seksualitet til at spille med, bytte med, sælge - eller endda angribe med.

Japan har en interessant historie når det kommer til homoseksualitet mellem mænd.

Modsat mange andre lande, hvor homoseksualitet har været forbudt, har Japan dybe kulturelle rødder, der viser, at homoseksualitet mellem mænd har været en naturlig del af tilværelsen.

Helt unikt for Japan er det, at i præ-Meiji Japan var det forventet, både i samurai-klassen og i de buddhistiske klostre, at ældre mænd oplærte de yngre i at have sex.

Først i Meiji perioden (1868-1912) begyndte man samfundsmæssigt at se homoseksualitet som noget forkert, i takt med vestliggørelsen af Japan.

Baramon Card Game. Foto: Astrid Ubaghs